Det er sin sag at bygge kirke...
Stacks Image 34
I sit brev til Efeserne skriver Paulus i kapitel 2 vers 20-22:
"I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten.
I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren.
I ham bliver også I sammen med os bygget op til en bolig for Gud i Ånden."

Guds menighed - Guds hus - Guds kirke - Guds bygning
Det fremgår, at det er Gud der er bygmester. Og det fremgår også at han bygger et hus til sig selv. Det er perspektiverne.
At være en del af Skive Bykirke er at være under opbygning. Det er at være byggemateriale i Guds hænder. Det er at være i bevægelse, forårsaget af Guds arbejde med os.

Er der faste pladser?
Skal jeg så bare indtage min plads ved gudstjenesten i Skive Bykirke; tredje række, anden stol fra midten, som jeg plejer?
Ja det ville være fint, hvis kristendom havde været en religion, som alle de andre. Men det er den ikke. Kristendom handler om en relation; forholdet mellem et menneske og sin skaber.
Det forhold er ikke et tørt, forkrampet og støvet forhold. Det er et kærlighedsforhold, et afhængighedsforhold, et forhold fyldt af liv.

Nyt liv med nyt mål
Den dag et menneske erfarer at Gud mener det han siger, at han vil os - ikke baseret på menneskets liv og succes, men baseret på sit eget væsen - den dag skifter livet retning. Den dag introduceres mennesket for noget nyt, nemlig kærlighed uden betingelser. Fra den dag er det forholdet til den Gud, alt kommer til at dreje sig om! Nye mål og et håb flytter ind. At være byggemateriale i Guds hænder er fra da af selve ambitionen.


Til Guds ære.


PS

En sund kirke dukker ikke bare op af tågen, lige så lidt som en sund familie gør det.
En sådan kirke
fødes,
formes og bygges af Helligånden,
ved at Guds ord prædikes,
ved vedvarende bøn,
ved den kærlighed der har sit udspring i Kristi kærlighed, og som kan overvinde uenighed,
ved hårde kampe mod en verden der konstant bekæmper Gud,
ved et ydmygt, modigt og vist lederskab,
ved Gud-givne udfordringer der ikke kan klares i egen kraft og afføder og fastholder i den totale afhængighed af ham.

Sådanne kirker bliver ikke bygget af mennesker, der går fra kirke til kirke. De bygges heller ikke af menigheder der følger ’det sidste nye’ indenfor kirkevækst, som ser ud til at virke. De er ikke lette at bygge, for vi lever i en verden der dagligt forsøger at ødelægge den slags kirker.

Sunde familier og sunde kirker er ikke lette at bygge. Fremtidens generationer bliver formet i dem begge. Mødres og fædres tro bliver givet videre, stafetten skifter hænder. Derfor er familien og kirken alt blodet, sveden og tårerne værd.
De er arbejdet værd.
De er uvurderlige.