Om menigheden


Skive Bykirke blev stiftet i 2010. De første mange gudstjenester blev afholdt i private stuer, hos medlemmer af menigheden som havde både lyst og plads til at huse os. Det var en rigtig hyggelig og god tid, men vi havde et ønske om at få nogle lidt større og mere faste lokaler. Resultatet af dette ønske blev, at vi nu lejer os ind hos Ny Skivehus Aktivitetscenter på Odgaardsvej i Skive - her har vi lejet en flot og meget velegnet førstesal, som vi anvender til vores gudstjenester. Dette lejemål er vi meget tilfredse med og håber, det kan fortsætte mange år endnu. 


Der er omtrent 20 optegnede medlemmer af menigheden. Til gudstjenesterne er vi som regel mellem 20 og 35 af forskellig aldersgruppe, baggrund osv. Vi fejrer normalt nadver ved alle vores gudstjenester. 


Hvad koster det så at være med? 

Det koster ikke noget. Alt arbejde ifm. Skive Bykirke udføres af frivillige og alle udgifter til leje af lokaler, kørepenge til prædikanter, sangbøger osv.  dækkes af gaver. Indtil videre er der blevet sørget for os, hvad angår det økonomiske. 


Jeg vil gerne give en gave - hvad gør jeg? 

Først og fremmest: tak!

Vores bankforbindelse er Salling Bank. Gaver kan indbetales på 7890 - 5053 449. Det er også muligt at kontakte vores kasserer mhp. at få en kvittering eller lignende. 

Vores altertavle (eller -tæppe om man vil) er noget det, vi er allermest stolte af og glade for. Altertæppet er fremstillet af én fra menigheden, som ganske enkelt besidder en håndarbejdsmæssig snilde (og tålmodighed) som er svær at forstå. Altertæppet er sammenstykket af nøje udvalgte og nænsomt udklippede små firkanter af stof, som er syet sammen for at skabe det fantastisk smukke motiv, som pryder vores kirkerum ved hver eneste gudstjenste. 

LYST TIL AT VIDE MERE?

  

Kontakt os!